Rasmus Svingel & Rumværk – Rumværk Arkitektur

På min tegnestue Rumværk opstår arkitektur og idéer med afsæt i en jordbunden idealisme.

Med flid, fagligt knowhow og stor nysgerrighed bestræber jeg mig på at løfte gennemsnittet for vores fysiske rammer. Rumværk repræsenterer krydsfeltet mellem det tegnede og det udførte, og jeg sætter en ære i, at mine evner inden for tømrerfaget, håndskitsering og brug af skalamodeller inkorporeres med den digitale platform på tegnestuen.

Jeg stræber efter at udfordre normerne med en pragmatisk legesyge, hvor undersøgelser og koncepter sikrer en klar identitet og fortælling om projektets helhed samt den enkelte detalje. Tiøren falder oftest, når det tænkte tegnes.

Rumværk drives fra en lille og fleksibel base i en gammel chokoladefabrik midt i Århus, men indgår i et stort tværfagligt netværk. Kursen er klar, så opgaverne kan hverken blive for små eller store.

Jeg bruger tegningen som et professionelt kommunikationsredskab, der altid er en del af min proces mod det endelige design. Derudover finder jeg ofte ro og fokus i at tegne i min fritid, og når jeg f.eks. er ude at rejse.

Et andet analogt redskab jeg ofte bruger udover tegningen er fysiske skalamodeller. En model kan altid hjælpe til den rummelige forståelse for lys og skala, når jeg sidder ved tegnebordet såvel som mødebordet sammen med en kunde.